På denne side
154 milliarder. Så mange kroner brugte danskerne i 2020 på e-handel ifølge Dansk Erhverv - og vi spår, at tallet stiger i 2021. Vil du også have en bid af kagen, er det nødvendigt, at din webshop signalerer sikkerhed og naturligvis også er sikker. En undersøgelse af DIBS fra 2019 viser nemlig, at 21% af afbrudte online køb skyldes manglende tillid til webshoppen.
I takt med den stigende e-handel er forbrugerne dog blevet mere trygge ved at handle online, hvilket bl.a. skyldes ting som Trustpilot, GDPR og de nye PSD2 og SCA-krav - der samtidig er et eksempel på, hvordan der stilles krav til webshops sikkerhed for netop at skabe en sikker online shopping. Samtidig har covid-19 situationen ændret hverdagen for mange, og forbrugere tyer nu til online handel for første gang for at holde social afstand - også dem der kun har begrænset erfaring med e-handel. Derfor sætter vi i denne blog fokus på, hvordan du skaber tryghed i din webshop og undgår, at potentielle kunder forlader din shop med kurven fuld af varer.
Læs om hvordan du optimerer dit checkout og øger dine salgstal.
Skab tryghed gennem webdesign
Vidste du, at forbrugerne i gennemsnit bruger 30 sekunder på at vurdere, om din webshop er troværdig eller ej? Det er ikke lang tid, og derfor er det vigtigt, at du kommer godt fra start med et indbydende, præsentabelt og professionelt webshop-layout, så potentielle kunder ikke skræmmes væk.
Nedenstående er et eksempel på en webshop, der er kommet godt fra start med et godt førstehåndsindtryk:
Det skyldes bl.a., at det er lykkes Fitfashion at kommunikere på meget lidt plads uden støj. Alle webshoppens varekategorier er synlige, og derudover fremhæves fire helt centrale informationer og kundefordele øverst på webshoppen, der har stor betydning for, hvorvidt forbrugerne vil handle her eller ej - nemlig: hurtig leveringstid, gratis fragt, fri ombytning samt webshoppens gode score på Trustpilot.
Gennemsigtighed på din webshop
Som en del af det gode førstehåndsindtryk er det væsentligt, at din webshop er gennemsigtigt, da potentielle kunder ellers hurtigt vil få benene på nakken. Og nej - vi mener ikke farvefattig. Din webshop skal være transparent, letforståelig og gennemskuelig. Det betyder bl.a. let tilgængelige handelsbetingelser, information om returnering og tydelige kontaktinformationer - og denne information kan du med fordel placere i din webshops footer ligesom Fitfashion.dk:
Du bør også overveje, hvordan du vil præsentere dine priser og fragt- og leveringsomkostninger. Der gælder særlige regler (markedsføringsloven) for, hvordan du oplyser om fragt- og leveringsomkostninger på din webshop, og det kan samtidigt gøre det mere gennemsigtigt for kunden at handle hos dig. Læs vores guide om hvordan fragtprisen skal oplyses.
Skab troværdighed på din webshop
En tryg webshop handler i høj grad om genkendelighed, og derfor kan det være en god idé at låne lidt af dine samarbejdspartneres troværdighed ved at dele deres logoer på din webshop.
Et godt råd, når det gælder om at skabe en tryg webshop, er at benytte velkendte samarbejdspartnere i forhold til betalings- og leveringsmuligheder. Med en Shipmondo-konto får du adgang til en lang række af transportører, og på den måde kan du tilbyde flere forskellige leveringsmuligheder med flere forskellige transportører til dine kunder, hvilket både er en god service og skaber trygge og tilfredse kunder.
Når du ansøger om en indløsningsaftale skal din webshop desuden opfylde nogle bestemte krav vedr. prisoplysning, betalingslogoer og handelsbetingelser. Vi har lavet en komplet guide til kravene i ansøgningsprocessen, hvor du også kan hente logoerne som billedfiler til brug på din webshop.
En god returpolitik
En god returpolitik og returprocedure er et væsentligt element, når du skal skabe en troværdig webshop. Returnering og ombytning er en naturlig og vigtig del af købsprocessen, og derfor har forbrugerne høje forventninger, når det kommer til retur. Her handler det om at have letforståelige og tydelige oplysninger, en nem returneringsproces og opfølgninger.
Læs også vores tre gode råd til den gode returpolitik.
Udnyt positive kundeanmeldelser
Der er næppe noget, der vækker troværdighed som positive kundeanmeldelser, og derfor kan du med fordel vise disse frem. Du kan hente udtalelserne fra eksempel Trustpilot eller e-mærkets kundescore og gøre dem synlige på din webshop som fx danske MrBeef.
Få indblik i, hvordan MrBeef lykkes med at sælge kød online.
Brug SSL-certifikat på din webshop
SSL står for Secure Sockets Layer, og et SSL-certifikat er noget, som enhver webshop bør have for at sikre både sig selv og sine kunder. Det er nemlig en måde at forsikre dine kunder om, at de trygt kan handle hos dig.
SSL er en krypteringsprotokol, der sikrer, at den delte information mellem dig og dine kunder forbliver private. Det kan ses på din webshop, ved at den skifter fra http til https, og derudover vil der være en hængelås i browseren:
GDPR og databeskyttelse
GDPR (General Data Protection Regulation) er en forkortelse for databeskyttelsesloven, som gælder for hele EU. Loven har det formål at give borgerne mere kontrol over de oplysninger, som de deles, når de shopper på nettet, surfer rundt på sociale medier eller logger på netbank.
Derudover betyder loven også, at du som webshop skal have styr på, hvordan du både behandler og opbevarer kundernes personlige oplysninger - og dette skal desuden fremgå af dine handelsbetingelser. Generelt set er det væsentligt, at dine handelsbetingelser er helt i orden, da manglende oplysninger kan gøre forbrugerne usikre. Du kan læse vores blog om handelsbetingelser og downloade vores gratis skabelon for at få styr på, hvad dine handelsbetingelser skal indeholde.
Sæt ansigt på din webshop
Det er lettere for forbrugerne at stole på din webshop, hvis de kan se, hvem der står bag, og derfor skal du synliggøre menneskerne bag din webshop. Dette gør du først og fremmest ved at lav en grund ‘Om os’-side, der beskriver, hvem I/du er og jeres/din passion - og her kan du med fordel tilføje et billede af dig selv eller dit team alt afhængig af størrelsen på din virksomhed.
Eksemplet er fra Party In a Box. Du kan læse hele casen med iværksætteren bag webshoppen, Trine Hansen, her.
Klar kommunikation og god kundeservice
Hvis du gerne vil fastholde dine kunder og sikre, at de vender tilbage til din webshop, er det centralt, at du kommunikerer klart og yder god kundeservice - som også er to væsentlige parametre i vurderingen af, hvorvidt din webshop er et trygt sted at handle.
Information giver trygge og tilfredse kunder, der kommer igen og igen. Derfor er det en god idé at holde dine kunder opdateret i leveringsprocessen med personlige beskeder, der bl.a. informerer om, når ordren er modtaget, klargjort og sendes - og dette kan du gøre nemt og automatisk med en gratis Shipmondo-konto.