På denne side
Der findes et hav af muligheder, når du skal markedsføre din virksomhed, og den sværeste opgave for de fleste webshopejere og marketing managers er ofte at finde ud af, hvordan du skal allokere dine ressourcer. Men én ting er efterhånden sikkert: Internettets indgriben har efterhånden ændret marketing for altid, og du kommer derfor ikke uden om digital markedsføring. Og slet ikke, når du driver en webshop. Som webshopejer, eller marketingansvarlig for en webshop, er det en af dine vigtigste opgaver at vurdere og evaluere, hvilke digitale kanaler der er de mest profitable for din forretning – og det er ikke altid en nem opgave. Især i den begyndende fase kan det være enormt svært at afgøre, hvordan dine digitale indsatser skal prioriteres. Du er muligvis begrænset af et budget, og højst sandsynligt har du heller ikke ret mange data at gå ud fra. Det digitale marketing bureau Plutonic Media har udarbejdet en bred og konkret guide til dig, der for nyligt har startet en webshop, og som synes, at digital markedsføring er noget svært at komme i gang med. God læselyst!
Dan et overblik over dine muligheder inden for digital marketing
Inden vi slår hul på bylden og dykker ned i faget, markedsføring – og digital markedsføring, er det vigtigt, at vi lige får sat én ting på plads: Du kommer ingen vegne med din digitale markedsføring, hvis ikke du kender din målgruppe. Du er simpelthen nødt til at have en indsigt i deres digitale adfærd. Og først og fremmest er du nødt til at vide, hvor de befinder sig. I langt de fleste cases vil du opleve, at din målgruppe befinder sig på flere forskellige platforme. Kunsten derefter er at nå ud til dem på den rette platform på det rette tidspunkt. Dernæst er du nødt til at have en indsigt i, hvordan du kan skabe den perfekte digitale kunderejse. Hvor mange touchpoints skal der til, og hvornår skal du ramme dem med hvilket budskab.
Herunder får du et overblik over de mest populære kanaler inden for digital markedsføring:
- Annoncering på Google (Google Ads)
- Søgemaskineoptimering (SEO)
- Annoncering på sociale medier
- E-mail markedsføring
I grove træk er annoncering på Google og SEO to oplagte digitale kanaler til at ramme din målgruppe, når de har et erkendt behov. På modsatte banehalvdel har vi annoncering på sociale medier og e-mail markedsføring, som er oplagte kanaler til at skabe et behov hos målgruppen, som ikke nødvendigvis er til stede i forvejen.
Vælg de rette kanaler til det rette formål
For langt de fleste webshops findes der massevis af muligheder og potentiale for at få succes med alle fire kanaler, og derfor kan det være svært at prioritere, hvilke kanaler og markedsføringsindsatser der skal have mest opmærksomhed. Dét findes der desværre ikke et endegyldigt svar på, da alle cases er unikke, men fælles for de fleste cases kan det være farligt at lægge alle æg i én kurv. Mest optimalt er det, hvis alle de fire grundlæggende markedsføringskanaler spiller sammen, så du opnår den synergieffekt, vi kalder for holistisk markedsføring. Men holistisk markedsføring tager tid at opnå, og du skal jo starte et sted. Nedenfor vil vi derfor kort gennemgå dine muligheder inden for de forskellige kanaler og deres fordele og ulemper, så du forhåbentligt kan komme tættere på det optimale marketingmix til din nystartede webshop.
Annoncering på Google
Google Ads er en særdeles effektiv kanal, når du skal nå ud til potentielle kunder, som alt andet lige er mere købeklar sammenlignet med mange andre kanaler. Alle søgeforespørgsler på Google er nemlig aktiveret på baggrund af et erkendt behov hos brugeren. Med en optimal strategi for Google annoncering vil du altså blive synlig for din målgruppe i det øjeblik, de søger efter lige netop de produkter, du tilbyder på din webshop. Med den rette strategi for søgeord og kampagner kan Google Ads altså hjælpe dig med at blive opdaget af potentielle kunder, som ellers ville handle hos dine konkurrenter.
Fordele:
- Google Ads er en værdifuld kanal for store webshops såvel som små og egner sig derfor også til nystartede webshops. Med Google annoncering kan du for eksempel få vist dine produkter direkte i søgeresultaterne, hvilket i den grad skaber blikfang.
- Du betaler kun for den trafik, du rent faktisk får ind til siden. Og de besøgende, der ikke ender med at købe første gang, har du derfor mulighed for at nå ud til igen og igen via remarketing.
- Effektiviteten af dine kampagner er målbar, hvilket giver dig gode forudsætninger for at optimere dem løbende.
Ulemper:
- Du bliver ”kun” eksponeret for de kunder og potentielle kunder, der har et erkendt behov for de produkter, du sælger. Derfor er kanalen måske ikke den bedste, hvis du sælger produkter, der er helt nye og ukendte på dit respektive marked.
- Konkurrencen kan være hård i visse brancher, hvilket vil have indflydelse på den pris, du vil betale for at få ind.
- Det kræver indsigt og tid at bygge en Google Ads konto op fra bunden. Og er du begrænset her, kan du komme til at spilde mange annoncekroner.
SEO (søgemaskineoptimering)
Ligesom med Google annoncering er SEO en særdeles effektiv kanal, når du skal nå ud til de personer i din målgruppe, der allerede har et erkendt behov for det produkt, du tilbyder. Forskellen på Google annoncering og SEO ligger dog helt grundlæggende i, at du betaler for det ene med dine marketingkroner, og for det andet med din tid. I modsætning til Google Ads betaler du nemlig ikke for den trafik, du får ind til din side, når brugeren klikker på dit søgeresultat. Til gengæld kræver det mange ressourcer, hvis du gerne vil have, at dit søgeresultat skal ligge i toppen, hvilket er hele formålet med SEO. Med Google annoncering kan man sige, at du betaler dig til at være repræsenteret øverst i Googles søgeresultater. Det gør du ikke med SEO. Her går du ganske enkelt efter at overbevise Google om, at dit søgeresultat fortjener at ligge i toppen.
Fordele:
- SEO er som udgangspunkt gratis, da du ikke betaler for den trafik, du får ind til din side på baggrund af dine SEO-indsatser. Derfor er SEO også en markedsføringskanal, som langt de fleste prioriterer i en eller anden grad.
- For rigtig mange webshops, der har arbejdet med SEO i et stykke tid, er det ofte denne kanal, der genererer allermest trafik.
- Hvis du arbejder kontinuerligt med SEO og opnår topplaceringer på dine vigtigste søgeord, vil det skabe høj troværdighed hos brugerne.
Ulemper:
- En SEO-optimeret webshop tager lang tid at opbygge, og derfor bør du anse SEO som en disciplin, du skal kigge på sideløbende og kontinuerligt – altid.
- Selvom du ikke betaler for den trafik du får ind til din side på baggrund af dine SEO-indsatser, så kan det kræve mange SEO-indsatser, før du opnår de placeringer, der giver dig trafik. Nogle af indsatserne kræver tid – andre kræver ressourcer, som kan være svære at hente uden hjælp fra et SEO bureau.
- Ligesom med så mange andre digitale marketing kanaler, bliver SEO som disciplin påvirket af udviklingen. Sommetider hænder det, at Google implementerer ændringer i deres algoritmer, der kan ændre retningslinjerne for, hvordan du kan vækste via SEO. Det kan i værste fald resultere i spildte ressourcer, og så kræver det desuden, at du følger med i udviklingen, hvis du vil opnå og bevare dine gode resultater.
Annoncering på sociale medier – herunder Facebook annoncering
På den anden banehalvdel af annoncering på Google og SEO har vi annoncering på de sociale medier. Her er Facebook annoncering helt klart den største spiller, og den egner sig i den grad også til webshops – store såvel som nystartede. Med Facebook annoncering kan du også vælge helt automatisk at annoncere på Instagram, og med den rette strategi og eksekvering kan denne kanal vise sig at være en af de (hvis ikke dén) mest profitable kanaler for din forretning. Med Facebook annoncering kan du nå ud til din målgruppe undervejs i hele kunderejsen, og derfor er det også en kanal, mange bruger til at skabe kendskab til deres forretning. Men ligesom Facebook annoncering er en oplagt kanal til at skabe kendskab til dine produkter, er det også en oplagt kanal til at sikre, at de bliver lagt i kurven, da du kan ramme din målgruppe igen og igen via Facebook Retargeting.
Fordele:
- Facebook har en værdifuld brugerflade, og Facebook annoncering er derfor en stærk kanal, når du skal skabe interesse og introducere dine produkter til din målgruppe, fordi langt størstedelen er til stede på platformen.
- Med Facebook annoncering kan du nå ud til din målgruppe undervejs i hele kunderejsen. Facebook tilbyder en lang række muligheder, der gør det muligt at målrette dine annoncer til de helt rette personer på det helt rette tidspunkt.
- Facebook tilbyder ligeledes en lang række muligheder for at spore effekten af din annoncering, og med den rette forståelse og behandling af de data, du indsamler, kan du optimere denne effekt og øge profitabiliteten.
Ulemper:
- Facebook annoncering er oftest, men ikke altid en profitabel kanal hos alle brancher. Med webshops, derimod, ses det kun i meget sjældne tilfælde, at der ikke er et potentiale, hvis der arbejdes struktureret med annoncerne.
- For at opnå de bedste resultater med Facebook annoncering kræver det, at du har indsigt i de mange forskellige muligheder, der findes inden for Facebook annoncering. Lader du Facebook klare alt arbejdet uden at sætte dig grundigt ind i dine muligheder og alternativer, kan du let komme til at spilde dine annoncekroner.
- Ligesom ved alle andre digitale markedsføringskanaler vil du opleve en intens konkurrence, når du arbejder med Facebook annoncering. Derfor er det altid en god idé at sætte sig ind i, hvad dine konkurrenter gør, så du kan skille dig ud fra mængden.
Tip: Du kan smugkigge i dine konkurrenters aktive annoncer via Facebooks annoncebibliotek.
E-mail markedsføring
Med en struktureret og gennemarbejdet e-mail marketing strategi, kan nyhedsmails og ikke mindst e-mail automation være nøglen til en skyhøj omsætning, du næsten ikke tør drømme om for din nye webshop. For med den rette e-mail marketing strategi vil du skabe en relation til dine kunder og potentielle kunder via effektiv (og automatiseret) en-til-en-kommunikation. Denne relation vil i sidste ende være nøglen til flere konverteringer og øget livstidsværdi. Ved hjælp af automatiseret e-mail marketing kan du byde dine læsere velkommen, når de skriver sig op til dit nyhedsbrev. Du kan sende dem personaliserede e-mails baseret på demografiske data og adfærd, og du kan nå ud til dem på det helt rette tidspunkt ved for eksempel at påminde dem om deres efterladte indkøbskurv. E-mail marketing er meget mere end nyhedsmails og tomme salgsbudskaber, og som nystartet webshopejer bør du uanset hvad arbejde med e-mail marketing i større eller mindre grad.
Fordele:
- E-mail marketing egner sig især godt til webshops, da du har et væld af muligheder for at automatisere og personliggøre hver eneste e-mail, hvilket vil øge din konverteringsrate drastisk.
- E-mail marketing tager tid at sætte sig ind i og sætte op, men når først det er sat op, kan processerne automatiseres, og så kan du bruge dine dyrebare ressourcer andetsteds.
- E-mail marketing spiller enormt godt sammen med dine andre markedsføringskanaler og vil bidrage til forbedrede købsoplevelser og øget livstidsværdi hos dine kunder.
Ulemper:
- E-mail marketing er en svær disciplin og kræver både teknisk indsigt og ikke mindst stærke kommunikationsevner, hvis du skal opnå resultater.
- E-mail marketing kan være en svær byld at slå hul på, da dit arbejde kan have stor betydning for kundens opfattelse af dit brand. En manglende e-mail strategi kan dog vise sig at skabe en decideret negativ opfattelse af dit brand, da e-mail marketing spiller en stor rolle for din overordnede kundeservice.
- Det kan tage lang tid at opbygge permissions, og det kan være svært, hvis du er en ny spiller, der endnu ikke får ret meget trafik til din webshop. Dog spiller e-mail marketing særligt godt sammen med annoncering på sociale medier og Facebook annoncering – en kanal, der kan hjælpe dig til at indsamle tilmeldinger, uanset hvor ny din webshop er.
Hvor skal du starte?
Nu har du forhåbentlig fået et lidt bedre overblik over dine muligheder med de fire grundlæggende kanaler inden for digital markedsføring, og måske sidder du så tilbage med spørgsmålet: ”Hvor skal jeg starte?” Som nævnt tidligere i guiden findes der desværre ikke ét endegyldigt svar på, hvilken kanal der vil være den mest profitable og derfor den største prioritet for netop din webshop. Ligesom det så ofte er med markedsføring, kommer det an på dit marked, dit produkt, dit udgangspunkt samt konkurrencen på markedet.
Men uanset hvilke(n) kanal(er) du vælger at starte med eller bruge flest ressourcer på, kan du være stensikker på, at denne digitale markedsføringskanal vil være en disciplin for sig selv. Uanset om du kaster dig ud i Google annoncering, SEO, annoncering på sociale medier eller e-mail marketing, så vil du opleve, at det kræver tid og ikke mindst indsigt, hvis du skal opnå resultater. Derfor vil det for de fleste webshops være en fordel at få hjælp til opsætning og optimering af dine kampagner og indsatser fra et digitalt marketing bureau, så du kan bruge dine ressourcer på det, du er bedst til. Et digitalt marketing bureau kan hjælpe dig med alt fra sparring og prioritering af dine marketingindsatser til opsætning og optimering af dine kampagner.
Vælger du at klare opgaven selv, anbefales det, at du sætter dig grundigt ind i dine muligheder og potentielle udfordringer inden for de forskellige kanaler, før du satser hele puljen.
Læs også hvordan du kommer godt i gang med din returprocedure.