En indløsningsaftale sikrer, at transaktionen ved en kortbetaling til din virksomheds bankkonto fungerer.
Hvad er en indløsningsaftale?
Du indgår en indløsningsaftale med en indløser for at kunne tage imod betalinger i din virksomhed. Det er indløseren, der sørger for, at selve transaktionen trækkes fra din kundes bankkonto (også kaldet kortholder) og herefter indbetaler pengene på din bankkonto. Det er også indløseren, der kontrollerer, at der er indestående penge eller kredit på din kundes bankkonto. Hvis der ikke er det, så vil betalingen ikke gå igennem, og købet vil afvises for din kunde.
Indløseren er koblet på et globalt kortnetværk, som kortet er forbundet til f.eks. Visa eller Mastercard.
Processen på en webshop er som følger;
- Kunden foretager et køb på en webshop som en korttransaktion.
- Indløseren verificerer, at beløbet kan trækkes fra kundens bankkonto. Det kaldes også for autorisation.
- Hvis der er penge på bankkontoen, reserverer indløseren beløbet, indtil webshoppen hæver beløbet.
- Når webshoppen hæver beløbet for ordren, så indkasserer indløseren beløbet og opbevarer indtil udbetaling.
- Afhængig af din aftale med indløseren, bliver pengene udbetalt til din virksomhedskonto ugentligt, dagligt eller efter et vist antal bankdage.
Der er høje krav til indløseren i form af sikkerhed og lovgivning. Når indløseren indgår en aftale med dig, så kræver de, jævnfør hvidvaskningsloven, også dokumentation for ejerskabet i din virksomhed, så de kan dokumentere, hvem de handler med.
Hvordan får jeg en indløsningsaftale til min webshop?
Du skal ansøge om at få en aftale hos en indløser. Din webshop skal opfylde en række krav, og derfor kan du ikke påbegynde ansøgningen før, du kan give et test-login til en færdig webshop.
Når din ansøgning er godkendt af indløseren, får du en aftale, som skal underskrives af dig og evt. øvrige ejere.
Nogle indløsere gør det muligt for dig at tage imod betalinger straks, men vær opmærksom! Bliver din ansøgning ikke godkendt, bliver dine indbetalinger måske ikke udbetalt til dig.
Ansøgningsprocessen tager typisk op til syv dage, da indløseren skal gennemgå din webshop og indgivne oplysninger. Du kan speede processen op ved at sørge for, at din hjemmeside fra start opfylder kravene.
Krav til din ansøgning om indløsningsaftale
Når du ansøger om en indløsningsaftale, så vil du blive bedt om at bekræfte, at din webshop overholder en række krav for at blive godkendt til at tage imod betalinger.
Indløseren vil gennemgå din webshop, herunder handelsbetingelser, privatlivspolitik, kontaktinformationer, priser og betalingsside, som en del af behandlingen af din ansøgning.
Læs mere om kravene til din hjemmeside og kom hurtigt igennem ansøgningsprocessen.
Oversigt over indløsere
Der findes flere indløsere i Danmark, som du kan benytte. Vi lister dem her:
- Nets Danmark
- Worldline (tidl. Bambora)
- Clearhaus
- Valitor
- Evalon
- Swedbank
Vilkår og priser varierer på tværs af indløsere.
Når du skal vælge indløser, skal du have dette for øje;
Hvilke betalingskort understøtter indløseren?
Langt de fleste udbydere understøtter både kredit- og debetkort, herunder Visa, Mastercard, American Express, JBC, Maestro osv. Er der en korttype, som er særlig brugt på dit unikke marked, så skal du naturligvis have øje for det.
Hvilke priser tilbyder indløseren?
Langt de fleste udbydere tilbyder en indløsningspris, der er en procentdel af transaktionsbeløbet. Vær dog opmærksom på, om din indløser også tager et månedligt gebyr/abonnement.
Når du har en vis transaktionsstørrelse, så kan du forhandle din indløsningspris. Indtil da kan du typisk se indløserens priser på deres hjemmeside.
Hvilken pris tilbyder indløseren i udlandet?
Har du webshop i flere lande og tager imod betalinger i flere valutaer, så bør du særligt være opmærksom på prisen for kort udstedt i og uden for Europa.
Kan jeg bruge min egen indløsningsaftale på min webshop?
Understøtter din webshop-platform, at du har din egen indløsningsaftale? Det er ikke alle, der har den luksus uden omkostninger. På Shopify kan du f.eks. kun vælge at benytte din egen indløsningsaftale mod et månedligt gebyr. Det fortæller vi mere om nederst i artiklen.
Hvor ofte bliver pengene udbetalt?
Er det vigtigt for dit pengeflow, at du får pengene udbetalt hurtigt, så du f.eks. kan bestille nye varer? Så vær særligt opmærksom på udbetalingstiden hos din indløser. Nogle indløsere udbetaler kun én gang om ugen, mens andre udbetaler efter to bankdage.
Er der kundeservice på dansk?
Ikke alle indløsere har en dansk kundeservice - og foretrækker du det, så lad det indgå i dine overvejelser. Tjek samtidigt indløserens anmeldelser på f.eks. Google og Trustpilot, og dan dig et billede af niveauet af kundeservice.
Det kan også give god mening at kigge ind i løsninger, hvor du kan samle din kundeservice og kontaktpersoner ét sted, så du undgår at blive sendt rundt til forskellige udbydere, hvis du støder på et spørgsmål.
Det kan du f.eks. med Shipmondo, der tilbyder både indløsning, betalingsgateway og et komplet fragt- og ordrehåndterings-system i én pakke. Har du dermed spørgsmål til en specifik ordre eller hævning, og ikke ved præcis, hvor udfordringen er, så kan du få svar fra et enkelt kontaktpunkt.
Hvordan kan jeg tilbyde Dankort på min webshop?
Hvis du kunne modtage betalinger fra kunder, der kun har et Dankort (altså ikke et Visa/Dankort), så kræver det, at du har en aftale med Nets Danmark.
Nets Danmark har monopol på at indløse og udbyde det rene Dankort, og derfor er det nødvendigt for dig at have en indløsningsaftale med Nets Danmark.
Langt størstedelen af online kortbetalinger foretages i dag med enten Visa, Mastercard eller versioner heraf (Visa/Dankort, Visa Debit, Visa Electron, Mastercard Debit, Maestro).
Men ønsker du det rene Dankort, så kan du sagtens have to indløsningsaftaler - den ene med Nets Danmark og indløse Dankort-betalinger gennem dem, og en anden indløser til Visa, Mastercard, Maestro mfl. På den måde kan du sammensætte den løsning, der passer bedst til din forretning.
Hvad koster en indløsningsaftale?
Det koster som udgangspunkt ikke noget at have en indløsningsaftale. Langt de fleste udbydere tager en procentdel af transaktionsbeløbet. Dog tager enkelte udbydere et månedligt gebyr.
Lad os tage et eksempel, hvor du har fået en indløsningspris på 1,5%. Har du en ordre, som kunden har betalt 100 kr. for, så tager indløseren altså 1,5 kr., og du vil få 98,5 kr. udbetalt. Er ordren i stedet på 1.000 kr., så tager indløseren 15 kr., og du vil få 985 kr. udbetalt. Kan du forhandle din indløsningsprocent ned, så er der altså mange kroner at spare!
Indløsningsprisen i procent afhænger af mange ting, som du skal være opmærksom på, når du modtager et tilbud. Indløsningsprisen afhænger f.eks. af hvilke kort, din kunde benytter. Der kan nemlig være forskel på din indløsningspris, når det gælder en privatkunde, der bruger et Mastercard-kort eller en virksomhed, som benytter et Visa Business Card.
Derudover er der stor forskel på, i hvilket land, som kortet er udstedt. Det er relevant for dig at regne lidt på, hvis din webshop også er tilgængelig i andre lande.
Vil du vide mere om hvilke gebyrer, vilkår og priser, som du skal kigge efter i forbindelse med valg af betalingsløsning? Så tjek vores komplette guide om betalingsløsninger til webshops.
Kan jeg bruge min indløsningsaftale på Shopify?
Det korte svar er: ja! Men det bliver hurtigt en kompliceret størrelse, når det gælder priser, flere indløsningsaftaler og MobilePay på Shopify. Derfor har vi lavet en guide, som tager dig i hånden, når du skal vælge betalingsløsning på Shopify. Heri kan du læse om dine muligheder og priser.