Moms er forkortelsen af ordet meromsætningsafgift, som opkræves af de varer eller ydelser, din virksomhed sælger. Læs meget mere her.
Hvad er moms?
Kort sagt er moms et skattetillæg, der lægges oven i salgsprisen på alle de varer eller ydelser, der sælges i Danmark. Moms betales af kunden, men det er sælgers ansvar at tillægge momsen på sine varer og/eller ydelser. Det betyder, at momsen skal være inkluderedet i den pris, som kunden betaler. Momsafgiften ligger i Danmark som udgangspunkt på 25 % af varen eller ydelsens pris.
Skal jeg betale moms?
Hovedreglen er, at hvis du starter en virksomhed, skal du momsregistreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Når det er sagt, er det din omsætning, der reelt set bestemmer, hvorvidt du skal betale moms eller ej, og her går grænsen på 50.000 kr. Sælger du for mere end 50.000 kr. på et år, skal du altså momsregistreres.
Samtidig findes momsfrie ydelser og hermed virksomheder, der ikke skal betale moms såsom privatpraktiserende læger, tandlæger, bedemænd og begravelsesforretninger, banker og psykologer. Disse virksomheder er i stedet omfattet af lønsumsafgift, der kort sagt er en afgift for virksomheder, som sælger momsfrie ydelser.
Priser med eller uden moms?
Når en virksomhed markedsfører sine varer og/eller ydelser til forbrugerne (B2C), skal priserne altid inkludere moms - og det er ikke tilstrækkeligt at oplyse, at der bliver tillagt moms oven i prisen. Samtidig er det strafbart, hvis ikke momsen inkluderes i prisen.
Hvis du som virksomhed derimod markedsfører sine varer og/eller ydelser til andre virksomheder (B2B), gælder der andre regler. Her kan prisen lovligt oplyses uden moms, hvis det fremgår klart af markedsføringen.
Markedsfører du dine varer og/eller ydelser til både forbrugere og virksomheder, må du gerne oplyse prisen uden moms, forudsat at prisen med moms oplyses samme sted og med samme tydelighed, fx: 100 kr. eks. moms/125 kr. inkl. moms.
Beregning af moms
Hvis du skal betale moms, skal du også udarbejde et momsregnskab, der er et regnskab over, hvor meget du skal have tilbage eller betale i moms.
For at beregne din moms skal du kende til begreberne salgs- og købsmoms. Salgsmoms er den moms, som du ligger ovenpå dine varer eller ydelser, mens købsmoms er den moms, der pålægges dine køb. En fordel ved at være momsregistreret er, at du har ret til at fratrække den købsmoms, der fremgår af din købsfaktura.
Forskellen på din salgs- og købsmoms udgør det endelige beløb, som du skal betale i moms. Her er et eksempel på, hvordan moms beregnes:
Momsindberetning
Alle virksomheder, der betaler moms, er forpligtet til at momsindberette til SKAT. Endnu engang er det din omsætning, der afgør, hvor tit indberetningen skal ske. Er din virksomhed nystartet, er din omsætning underordnet, og du er i stedet forpligtet til at indberette moms pr. kvartal det første 1½ år.
Omsætter din virksomhed for 0-5.000.000 kr. om året, skal indberetningen ske hvert halve år. Omsætter din virksomhed for 5.000.000-50.000.000 kr. om året, skal du indberette moms kvartalsvis. Hvis din virksomhed omsætter for over 50.000.000 kr. om året, skal du indberette moms månedsvis.
Moms ved handel med udlandet
Skal du handle med udlandet afhænger momsreglerne bl.a. af, om det er uden for eller inden for EU, om du handler med varer eller ydelser, og om du handler med virksomheder eller private.
Sælger du til en privat kunde i et andet EU-land, skal du ligesom med dine danske kunder opkræve dansk moms. Handler du med virksomheder fra andre EU-lande, kan du sælge dine varer uden dansk moms, forudsat at dine varer rent faktisk transporteres til et andet EU land, samt at din kundes momsnummer er gyldigt. Kundens momsnummer fremgår af fakturaen. Et momsnummer er et unikt identifikationsnummer, som typisk anvendes ved offentlige registreringer, og når din virksomhed skal indgå aftaler. I langt de fleste tilfælde udgør din virksomheds CVR-nummer dit momsnummer, hvor der dog vil blive tilføjet din landekode (f.eks. DK) foran.
Køber du varer fra en momsregistreret leverandør i et andet EU-land og samtidig har givet din leverandør dit danske momsnummer, vil der ikke være moms på fakturaen. Det betyder, at når du bogfører købet, skal du beregne en dansk erhvervelsesmoms på 25 %. Den beregnede moms får du dog lov til at medtage som købsmoms, hvorfor dit momsregnskab går i 0.
Handler du derimod med lande uden for EU som eksempelvis Norge og USA, skal du betale told. Du skal hverken betale dansk told eller moms i forbindelse med eksport, da varen ikke forbruges her i Danmark.