Varekoder, tarif- og HS-koder er baseret på internationale varebeskrivelser og bruges til tolddeklaration for at fastslå told og skatter. Læs alt om det.
Hvad er en tarifkode?
En tarifkode kaldes også en varekode, som måske er lidt mere beskrivende. En tarifkode er nemlig den kode, der beskriver jeres vare, som I skal angive på jeres toldpapirer herunder tolddeklaration ved import og eksport. I kan også støde på ordet toldtarifkode, toldkode, men det dækker også over den del af koden, som I skal bruge til told. Når I eksporterer en vare, består varekoden af otte cifre, mens den ved import består af ti cifre. Varekoden skal angives på jeres toldangivelse.
Det gælder nemlig, at alle varer, der sendes som import eller eksport til og fra tredjelande (lande uden for EU), skal angives med en varekode. Den varekode beskriver, hvordan varen skal toldbehandles ift. told, skat, afgifter og øvrige bestemmelser og skal angives på jeres toldangivelse.
Toldstyrelsen har ret til efteropkræve den manglende told, såfremt I ikke bruger den korrekte varekode.
Hvad er en HS-kode?
En HS-kode er en del af jeres varekode, der som nævnt enten består af otte cifre (eksport) eller ti cifre (import). De første seks tal kommer fra det internationale HS-system, der står for Harmonized System. Derfor bliver den første del, altså de første seks tal, også kaldt for en HS-kode.
HS-systemet bliver brugt i omkring 200 lande - heriblandt alle EU-landene, og er en international varenomenklatur - altså et stort vare-opslagsværk med alle varer i verden.
Tal nr. 7 og 8 i jeres varenummer kommer af EU’s varenomenklatur, der kaldes KN (Kombineret Nomenklatur). Disse otte cifre skal I bruge, når I eksporterer varer.
Skal I importere varer, har I brug for at kende de to sidste cifre i jeres varekode. Disse to cifre kommer fra TARIC. Det er EU’s integrerede toldtarif, og de afgør bl.a., om der er toldsuspension, mulighed for toldnedsættelse eller antidumpingtold, når I importerer fra tredjeland.
Se eksemplet her med tarifkoden for T-shirts med rullekrave eller turtleneck;

Hvor finder jeg tarifkoder?
Typisk angiver jeres leverandør tarif- eller HS-koderne på de produkter, som I modtager - alternativt kan I bede dem sende koderne til jer.
Er dette ikke en mulighed, så skal I efter bedste evne selv klassificere jeres produkter. Det kan I gøre på SKATs hjemmeside og finde yderligere information om toldsatser mm.
SKAT tilbyder to digitale værktøjer, der begge tager udgangspunkt i Toldtariffen; eVITA og TARIC.
Hvad er eVITA?
eVITA er et elektronisk søgeværktøj på SKATs hjemmeside, der står for elektronisk VIdenbaseret TAriferingssystem. I eVITA kan I bl.a. finde jeres varekode med en tilhørende varebeskrivelse, se den tarifmæssige told for varen, læse bestemmelser og forklarende bemærkninger til det relevante afsnit og kapitler.
Gå til eVITA her.
Der er nogle forbehold ved brugen af eVITA. Først og fremmest bliver ændringer til varekoder opdateret en gang om måneden, og særlige toldforhold som eksempelvis toldsuspensioner og antidumpingtold fremgår heller ikke.
Disse oplysninger kan I finde i den online version af Toldtariffen, TARIC.
Hvad er TARIC?
TARIC er et digital opslagsværk, hvor alle varekoder og toldsatser findes. Det er EU’s integrerede toldtarif og afgør bl.a., om der er toldsuspension, mulighed for toldnedsættelse eller antidumpingtold på jeres importvarer.
I TARIC kan I bl.a. finde toldsatser og informationer om toldnedsættelse, toldsuspension, antidumpingtold og indførsel-bestemmelser for jeres vare ved handel med et tredjeland. Før I bruger TARIC, skal I kende jeres varekode. Den kan I finde ved hjælp af eVITA.
I kan her tilgå SKATs toldtarif eller EU’s toldtarif.
Hvad er Toldtariffen?
Toldtariffen er den fysiske udgave af TARIC og indeholder samme oplysninger. I kan benytte enten en fysisk udgave af Toldtariffen eller den digitale udgave, kaldet TARIC.
Guide: Find jeres tarifkode
Vi har lavet en komplet guide til, hvordan I finder jeres varekoder i eVITA:
Her finder I den nødvendige information og konkrete eksempler på, hvordan I finder de korrekte varekoder.
Det er også vigtigt at udfylde sine varebeskrivelser i sine tolddokumenter rigtigt, besøg vores guide; Varebeskrivelser og tolddokumentation, og få helt styr på jeres tolddokumentation.
Udfyld jeres tolddokumenter elektronisk
Har I allerede jeres varekode klar, så kan I nemt importere eller eksportere fra Shipmondo. I bliver bedt om at udfylde jeres oplysningerne elektronisk, og så danner vi automatisk toldpapirerne, enten en proformafaktura eller handelsfaktura, til jer, der overholder alle krav og regler til told:

I kan booke fragt til hele verden med en Shipmondo-konto, og vi tilbyder en lang række transportører bl.a. DHL Express og PostNord, når I for eksempel skal eksportere til USA eller Kina.
I kan se alle jeres fragt-muligheder i Shipmondo ved at vælge afsender- og modtagerland på linket herunder.
Se mulighederLæs også mere om jeres muligheder for at importere fra USA og Kina.