En Payment Service Provider (PSP) er en betalingsudbyder, der gør det muligt for jer at tage imod online betalinger.
Hvad er en PSP?
En Payment Service Provider (PSP) kaldes på dansk også en betalingsudbyder eller betalingsleverandør.
Det er nemlig PSP’en, der stiller en betalingsgateway til rådighed for jer, når I skal tage imod betalinger online.
Betalingsgatewayen er jeres betalingsvindue på jeres webshop, og gør det muligt for jer at tage imod betalinger med bred vifte af betalingsmetoder som f.eks. Dankort, VISA-kort, MobilePay og fakturabetaling.
Det er også en PSP, der formidler interaktioner mellem virksomheder og de finansielle aktører, som håndterer selve pengestrømmene – herunder kortindløsere.
Når I skal tage imod betalinger online, kræver det, at I indgår en aftale med en PSP og en kortindløser. PSP’en sørger for jeres betalingsgateway, mens jeres kortindløser udarbejder jeres indløsningsaftale.
I kan også vælge en betalingsudbyder, der samler både betalingsgateway og indløsning for jer.
PSP’en er dermed en essentiel spiller, når I skal drive jeres webshop og have succes med jeres e-handel. I skal sikre jer, at jeres PSP dækker jeres behov for betalingsmetoder, lande, valutaer mm.
De fleste Payment Service Providers tilbyder både lokale og globale betalingsmetoder og accepterer betalinger i forskellige valutaer – hvilket gør dem til en sikker og effektiv måde at acceptere betalinger fra kunder over hele verden.
Herunder ses et eksempel på, hvordan en PSP fungerer som bindeled mellem jeres webshop og de finansielle aktører.
Hvordan fungerer en PSP?
Når en kunde foretager et køb ved hjælp af et betalingskort eller en anden online betalingsmetode såsom e-wallets (f.eks. PayPal), er det PSP’ens ansvar at håndtere transaktionen og sikre en sikker og korrekt gennemførelse af betalingen.
Processen starter, når kunder skal betale. De omdirigeres til et betalingsvindue, der håndteres af PSP’en. Efter gennemført betaling bliver de ført tilbage til virksomhedens hjemmeside.
Nogle PSP’er har dobbeltfunktion, hvor de fungerer både som betalingsgateway og indløsere. Det betyder, at de både administrerer overførslen af betalingsoplysninger og selve transaktionen af midlerne.
Hvis en PSP derimod kun fungerer som betalingsgateway, overtager en separat indløser rollen med at behandle betalingstransaktioner. Indløseren modtager betalingsoplysningerne fra PSP’en, fuldfører betalingen og overfører efterfølgende pengene til virksomhedens konto.
Hvad er fordelene ved en PSP?
Der er mange fordele ved at benytte sig af en PSP. Det er teknisk set muligt at drive webshop uden en PSP, men det vil dog gøre processen mere besværlig og potentielt usikker.
Hvis I ikke bruger en PSP, ville I være nødt til at håndtere betalingerne manuelt, hvilket er både tidskrævende og risikabelt.
Ved at bruge en PSP automatiserer I mange betalingsrelaterede opgaver som tilbagebetalinger og abonnementsbetalinger, hvilket sparer tid og minimerer risikoen for fejl.
PSP’er giver mulighed for at acceptere betalinger fra kunder over hele verden, på tværs af forskellige betalingsmetoder, hvilket udvider jeres forretningspotentiale betydeligt.
Samlet set gør en PSP det nemmere, mere sikkert og mere effektivt at behandle betalinger i jeres webshop, hvilket giver jer mulighed for at fokusere på andre vigtige aspekter af jeres forretning.
Hvad er forskellen på en betalingsgateway og en PSP?
Selvom en betalingsgateway og en PSP begge spiller afgørende roller for online betalingsprocessen, er deres funktioner forskellige.
En betalingsgateway er et produkt, der tilbydes af en PSP. Den fungerer som en sikker formidler mellem jeres webshop og betalingssystemet. Betalingsgatewayens primære funktion er at autorisere og behandle betalingstransaktioner ved at overføre betalingsdata fra kunden til enten en PSP eller en bank.
En PSP er selve virksomheden, der tilbyder denne gateway, samt andre relaterede tjenester. Udover at inkludere en betalingsgateway, håndterer en PSP hele spektret af betalingsprocessen.
Dette omfatter transaktionsbehandling, sikkerhedsforanstaltninger, og ofte yderligere tjenester såsom svindelkontrol, valutakonvertering, og compliance-overholdelse.
Kort sagt, så sørger en PSP for at gennemføre selve betalingen, mens betalingsgatewayen sørger for en sikker overførsel af betalingsdata mellem kunden og PSP'en.
Læs mere om betalingsgateways